Bekendelse

Share Button

Bekendelse

Johannes Jørgensen forlader det Panteistiske livssyn og begynder at arbejde for det Symbolistiske livssyn.

Den halve måne sank bag sorte træer
og glimted gyldent mellem mørke blade.
To røster hørte jeg – een fjern, een nær.
Musik til dans langt borte i en gade.
Musik af vege, elskovssyge strenge.
Mit legems røst som mine tanker hade.

Men nær mig suste løvet blødt og længe.
Et sus som havet og de tunge skove.
Et sus fra himlens stjernestrøede enge.
Jeg standsed, hviled, kunne ikke sove,
og mens mit blik den fjerne måne søgte,
jeg bares vidt på evighedens vove.

Oh evighed hvi vil fra dig vi flygte?
De bryndesyge violiner tier,
og festen slukker snart sin sidste lygte.
Men dine evighøje melodier
som solskin, sjæl og sind og sanser bærer.
Oh evighed! forløser og befrier!

Som månelys igennem mulm sig skærer.
Den søde sang om sommerhede synder,
vor hjerne frygter, men vort blod begærer.
Men som et hav i fred du sagte nynner,
og som en stor og stille skov du suser,
oh tempel, i hvis port vort liv begynder!

Om jordens kyst din stjernebrænding bruser,
og livet nærer du af dunkle strømme –
O afgrundsdyb, der ængster og beruser!
Hvor skal, o evighed, fra dig vi rømme?
I dyrets puls dit store hjerte banker;
du higer gennem gyldne plantedrømme.

Mod sol og luft og rene, lyse tanker.
og hvor min sjæl sig end i verden vender,
og hvor mit legem gennem natten vanker,
O evighed jeg er i dine hænder